WeBible

Til Sangmesteren; til Jeduthun; en Psalme af David.

Jeg sagde: Jeg vil vare paa mine Veje, at jeg ikke skal synde med min Tunge; jeg vil vare paa min Mund, at den holdes lukket, da den ugudelige endnu er for mig.

Jeg var stum i Tavshed, jeg tav, uden at det blev godt; og min Smerte blev oprørt.

Mit Hjerte blev hedt inden i mig, under min Betænkning optændtes en Ild; jeg talte med min Tunge.

Herre! lad mig kende mit Endeligt og mine Dages Maal, hvilket det monne være; maatte jeg kende, hvor snart jeg skal bort.

Se, du har sat mine Dage som en Haandbred og mit Livs Tid er som intet for dig; hvert Menneske er kun idel Forfængelighed, hvor fast han end staar. Sela.

Mennesket vandrer kun som et Skyggebillede, de gøre sig kun Uro forgæves; han samler og kan ikke vide, hvo der skal sanke det hjem.

Og nu, Herre! hvad har jeg biet efter? Min Forventning er til dig.

Fri mig fra alle mine Overtrædelser, sæt mig ikke til Spot for Daaren!

Jeg var stum, jeg vilde ikke oplade min Mund; thi du har gjort det.

Borttag din Plage fra mig; jeg er forgaaet ved din Haands Slag.

Tugter du nogen med megen Straf for Misgerning, da bringer du hans Herlighed til at hensmuldre ligesom Møl; alle Mennesker ere kun Forfængelighed. Sela.

Herre! hør min Bøn og vend dine Øren til mit Raab, ti ikke til min Graad; thi jeg er en fremmed hos dig, en Gæst som alle mine Fædre. Se bort fra mig, at jeg maa vederkvæges, førend jeg farer bort, og er ikke mere til.